Sommerens mode handler om charme, selvtillid og lækkert hår

En quick-guide fra top til tå.

Vi har alle hørt udtrykket popkultur, hvor essensen er stærke farver kombineret på kryds og tværs, som man ikke umiddelbart ville antage skulle fungere. Man skulle jo ikke tro, at en indigo blå sommerkjole kombineret med et skriggult bredt talje bælte, høje hæle i neon pink og en limegrøn taske ville fungere, hvis man kikker på den traditionelle farvecirkel omkring komplementærfarver – men det gør det bare, og det er slet ikke til at få nok af!

Den nyeste modes farvesammensætning er tøjet, make-uppen, skoene og endda, i nogen tilfælde endda, hårets Andy Warhol. Det handler om at være modig og sprudlende. At turde tage springet fra vinterens sort på sort på en eventuel brun eller beige, og bevæge sig over i de fantastiske farver, der er med til at gøre sommerens mode rig på godt humør, godt vejr, kildevand og kærlighed. Det er jo så dejligt, at man selv kan være med til at styre 3 ud af 4 af de ting, der gør den kommende sæson solrig, på mere end et plan, og personligt er der næsten ikke noget, der kan gøre mig mere glad i låget end et par fede, nye høje hæle, en lækker sommerjakke eller en vidunderlig sommerkjole! Jo, måske et kys eller to fra en sød mand, der giver en lidt sommerfugle i maven, og så er shopping jo et rigtigt godt sted at starte: Så er de gode forudsætninger allerede lagt for at finde kærligheden, når man føler sig selvsikker og sexet!

Jeg har det med mode, som jeg har det med bland-selv-slik. Det afhænger af humøret, hvorvidt, man er til noget surt, sødt, eller begge dele, og om man skal i biografen på date, med sin familie eller om man bare skal hygge i sit eget selskab på sofaen med en god film.

Et lille smug-tip inden vi går i gang: bland de farver og stilarter du føler for, men husk aldrig at blande mere end 4 farver ad gangen, medmindre du har helt styr på, hvilke farver, der komplimenterer hinanden. Med det i mente, og med mig på armen, eller på skrift om man vil, så kan du aldrig gå helt galt i byen.

Så lad os straks gå i gang med at blande den helt perfekte slikpose fuld af selvtillid, charme og, ej at forglemme, lækkert hår (og make-up, sko og accessories – bare for en god ordens skyld).

Lad os tage et kik i spejlet

Det første man ser, når man kikker sig selv i spejlet er sit smukke ansigt. Hvordan sidder håret, make-uppen og burde man i virkeligheden ikke lige tage det hele af og starte forfra? Man står og vurderer, hvilket signal, man gerne vil sende til verden, og uundgåeligt kommer man til at stille sig selv det spørgsmål, der lyder hvordan kan jeg helt casual gå ned og handle og se bare en lille smule hverdags-lækker, ud i tilfælde af, at jeg møder mit livs kærlighed i frostsektionen? Spørgsmålet kommer i mange variationer, alt efter, om man bare skal handle, har en date eller skal en tur i byen med veninderne. Uanset, er det, selvsagt, et dilemma, alle kvinder kender til. Det er så her, jeg kommer ind på skærmen, og er dagens heltinde i skysovs, og fortæller præcis, hvordan man får hevet selvsikkerheden uden på tøjet – i det her tilfælde, ansigtet.

Oppe, nede, til siden?

Lige dette her afsnit er ikke så relevant for de, der rocker stilen skaldet. Men har man kort, langt eller mellemlangt hår, betaler det sig altså at tage et smut til frisøren, og få det klippet så det passer til ens hovedform og ansigtsstruktur. De kan også råde en til, hvilke farver, der eventuelt ville passe til ens hudfarve.

Tidens trend inden for hårfarve, foruden at holde sig til sin naturlige farve, hvilket også er utroligt populært, er helt klart sølvgrå, helt grå og/eller helt hvid. Det ser ikke helt naturligt ud, medmindre man er lige så porcelænshvid i huden, som jeg selv, men det er med til at give en farve i kinderne, kontra de mære mørke farver, hvilket giver en super fed effekt, hvis man er fan af en lidt mørkere make-up.

Det er desuden super fedt, uanset, hvad man skal til at toupere håret en anelse. Dette giver lidt mere fylde i tilfælde af, at man har meget fine/tynde hårstrå, sideløbende med, at det rammer ens ansigt ind og giver en ”jeg er sexet selvom, jeg lige er rullet ud af sengen”-vibe. Lidt rodet hår fungerer i enhver frisure, opsat eller løst, og man kan opnå den ved at putte lidt voks på fingerspidserne, eller lidt volume-mousse i håndfladen, og massere det ind i håret. Ligeledes kan selv en ellers kedelig hestehale blive piftet op, ved toupering.

En anden måde at opnå enten fylde eller længde – eller begge dele – er min personlige favorit: ekstensions! Der er mange forskellige metoder, hvorpå man kan få påsat hår, men det, jeg har haft flest succesoplevelser med er helt klart hotfusion-metoden, hvor man får limet totter på sit eget hår. Det lyder lidt voldsomt for de, der ikke kender det, men det skader ikke håret, hvis man får det lavet af en professionel, og der er så mange muligheder, i form af farve, hårlængde, fylde etc. Specielt, hvis man nu skulle få lyst til at få en lækker, sølv ombre-farve smidt i, når nu man alligevel var der.

Lad os lige zoome ind en gang

Vi ved alle sammen, at en kæmpe del af, at vi, som kvinder, føler os sexede, er, hvordan vores make-up ligger. Når den lige er lagt, når vi kigger på den igen, for at sikre os, at den stadig ligger perfekt, og når lyset bliver tændt på diskoteket, efter en lang aften i byen. Uanset hvad, så skal den bare sidde on point. Det duer jo ikke, at man ligner en sexet natklubsangerinde, når man går hjemmefra, og man ligner en panda når man er færdig med hvad end man nu har foretaget sig – uanset, hvor søde pandaer nu måtte være.

Er man til foundation, er en helt basal regel at vælge en, der er lidt ”våd” i det, så den ikke tørrer huden ud og krakelerer, hvis man lægger pudder ovenpå. Brug en børste eller en svamp til at lægge den for at undgå plamager. Dertil skal man huske altid at vælge en, der matcher ens egen hudfarve. Ønsker man en mørkere hudfarve må man tage på ferie eller i solarie, man skal aldrig forsøge at kompensere med make-up lige i den afdeling. Man bruger en lidt mørkere, eventuel en solskinspudder, til at markere kindbenene, hvad end man har dem eller ej – det virker!

Når man så har lagt ”bunden”, er et godt sted at starte øjenbrynene. Der er lidt for mange kvinder, der misforstår ideen i, at man godt kan tegne sine øjenbryn op, med det formål at indramme sit ansigt således, at man fokuserer på øjenmake-uppen. Det kan man også godt, men ikke med en eyeliner – så køb hellere et øjenbryns-kit – der følger også instrukser med, og nogle gange endda forudbestemte forme til brynene, man kan tegne efter. Her er trenden altså, og det vil den altid være, at de skal være naturlige. Kan man ikke selv plukke og forme sine øjenbryn, så gå for Guds skyld til en kosmetolog, der ved, hvad de laver. Et godt tip er, at man altid former nedefra, så man ikke ender med nogle øjenbryn, der sidder helt nede i ens eyeliner.

Som udgangspunkt skal øjenbryn passe til ens ansigt, selvom moden peger mod de brede bryn. Det handler om æstetik og det gyldne snit, og et andet godt tip er, at gå ud fra bredden på ens næse og buen på ens øjne. Øjenbryn er ikke pæne, og ser ikke naturlige ud, hvis der kun er en vatpinds bredde mellem dem. Derfor skal mellemrummet være cirka bredden på ens næse, og så skal de helst være ens, selvom vi alle ved, hvor utroligt svært, det kan være at formå.

Farven på øjenbrynene skal ikke altid være den samme som ens hårfarve. Her skal det ikke misforstås, for er ens hår naturligt, eller farvet, mørkt så skal øjenbrynene, som minimum være den nuance, som ens hår, eller mørkere. Har man lyst eller andre farver, eksempelvis rød, kan man godt slippe afsted med, at ens øjenbryn har en anden farve end ens hår. En grundregel er, at det man laver, helst skal ligne, at man har gjort det med vilje.

Når man så skal lægge sin øjenmake-up, siger det sig selv, at man skal tænke over, hvad det er man skal. Lige for tiden er sommerens trends, at man helst skal lægge sin make-up, så man ser så naturlig ud som muligt, hvilket jeg, som udgangspunkt godt kan forstå. Men, hvis man, som jeg selv, er fan af at fremhæve sine øjne, og har lidt af et overforbrug af mascara og eyeliner, er det vigtigt at vide, at det kan man også sagtens opnå uden, det tager overhånd, og man ligner en, der skal til fest, når man skal ud og handle.

Sommerens mode siger hottes farver, hvis man gerne vil have øjenskygge på, er lige for tiden brun, der heldigvis passer til de fleste øjenfarver. Det smukke ved øjenskygge er, at man kan blande nuancerne for at danne smokey-eyes, der ikke bliver så mørke igen at se på. Hvis man lyster, kan man pifte det op med at lægge en mørkebrun eller sort eyeliner. Er man ivrig efter at opnå et lige så knivskarpt eyeliner-resultat, som Adele, kan man med fordel anskaffe sig en stift, der kan fås både med flydende og fast liner, der gør størstedelen af arbejdet for en, fremfor at sidde og blive frustreret over en pensel.

For rigtigt at få sat fokus på sin øjenmake-up, er det sidste prik over i’et, selvfølgelig, en knaldsort mascara. Husk både at lægge mascara på de nedre og øvre vipper. Hvis man, som jeg, ikke er velsignet med utroligt lange og tætte vipper, kan man med fordel gøre sig den tjeneste at sætte sig ind i, hvordan falske øjenvipper fungerer. Det er samme princip, som med ekstensions, – de skaber fylde og længde, og gør lige ens øjne dét ekstra store, og kan man ikke selv, kan man også få dem påsat af en professionel. Her er kodeordet, at de skal se naturligt ud. Godt nok ligger ordet ”kunstigt” i navnet, men derfor behøver det jo ikke at se sådan ud.

I forhold til læberne, man gerne ser fremhævet, er alle afskygninger af rød, en rigtig populær farve, og den går også godt i spænd med andre trends til sommerens mode. Dog skal man være påpasselig når man bevæger sig over i de lyserøde nuancer. Er man ikke den store fan af læbestift, så gør en ganske almindelig læbepomade eller lipgloss, med lidt skin i, også en kæmpe forskel i helhedsbilledet.

Zoom out og på med tøjet!

Når man nu har fået lagt en helt fantastisk make-up, så er det bare så ærgerligt, hvis den falder til jorden, med det forkerte tøjvalg. Som udgangspunkt skal man vælge noget, man føler sig godt tilpas med, og som man ikke ligner en snøret rullepølse, eller ikke kan trække vejret i – på trods af udtrykket, ”at man skal lide for skønheden”.

I den evige optimists ånd, så er sommeren jo lige rundt om hjørnet, og så er det på tide at finde sommerjakker, cardigans, skjorter, shorts, nederdele og svømmetøj frem. Hvis ikke, man har noget på lager, er det jo en fantastisk mulighed for at tage ud og shoppe noget nyt og friskt til ens klædeskab! Her er blonder på gennemsigtigt stof, en af tidens hotte trends, og personligt er jeg helt vild med det, og man kan få den stil i alle ovenstående varianter af tøj, hvilket i sig selv er fabelagtigt. En anden fed idé er, at man kan kombinere det med et lidt rocket look, som hullede jeans eller shorts og en let læderjakke. Det fede ved læderjakker er, at de er og bliver tidsløse og passer til alt, selvom denne sommers nyeste mode kalder på let stof.

Et andet tiltag, man med fordel kan udnytte, er oversize skjorter i alle afskygninger. Man kan bruge dem åbnet, som en cardigan, ud over en top, eller lukket, med et fedt bælte og leggins eller jeans indenunder. Hvis vejret er virkelig varmt, kan de bruges som en sommerkjole.

Tidens trends for sommerens nyeste mode er, kort opsummeret, at man, såresimpelt, stjæler lidt fra alle stilarter og sætter dem sammen på kryds og tværs, efter sit eget forgodtbefindende. Her skal man bare huske på en vigtig grundregel: sammensæt aldrig mere end 4 farver ad gangen, og kun én form for print ad gangen – det er enten dyreprint, striber, tern eller ingenting – her er der ikke noget ”både og”. I den forbindelse burde man forbyde striber, der går den forkerte vej (vandret), når nu de får selv de tyndeste kvinder til at få topmave! Dette gælder for over- såvel som underdele.

Som nævnt tidligere, er tidens hotteste trend vilde farver! Tricket er, at sammensætte således, at der er et gennemgående tema. Eksempelvis er overalls, eller alt, der er højtaljet, ved at gøre et comeback. Shorts, jeans, nederdel – det er som sådan ligegyldigt. Men et sådant par, med en sort eller hvid stroptrøje indenunder, en lidt mørk make-up, lidt rodet hår sat op i en hestehale, røde læber, en rød taske og et par røde sko. Man kan eventuelt supplere med røde og sorte armbånd, sølv ringe og/eller øreringe. Så længe, der er en sammenhæng, kunne man jo tage en sort plastikpose på, og stadig se moderigtig ud. Denne kunne eventuelt suppleres med et pink lakbælte og et par fede stilletter i samme farve.

Apropos accessories

Uanset ens personlige stil, og hvad man skal, så er accessories bare en fantastisk opfindelse, og ens tilbehør er dét, der er med til at fuldføre ens outfit, hvad end det er et pandebånd, perlehalskæde, armbånd, ringe, tasker, eller øreringe. Det smukke ved accessories er, at også disse, fås i alle former og farver, så det er bare med at gå på opdagelse!

Her er tidens trend også, at man kan mixe og matche som man har lyst. Eksempelvis kan man have en stift i det ene øre, og en hængeørering i det andet, og det ser stadig fedt ud. Her kommer det ikke an på symmetrien.

En fed farvesammensætning er sølv, guld og sort – specielt med ringe. Her er det, for tiden, rigtig populært at have mange ringe på, både på traditionel vis, men også på de yderste led af fingrene.

Tasker er en cool nytte-accessory, da de både er praktiske og moderigtige. Et sikkert valg er, som altid, en enkel sort, men er man en anelse mere modig, kan den blive en del af dagens outfit. En yndlings-trend er pt. store, enkle tasker, man kan have over skulderen.

En anden trend, der har taget fart hen over årene er kropsudsmykning, specielt i form af tatoveringer. Nu skal det ikke forstås således, at man skal gå ud og få lavet en tatovering for at være moderigtig, da også disse, kan anskaffes i form af påsættelig kropsudsmykning. En hot trend er at få tattoo-stickers, der er aflange mønstre, specielt i farverne sølv, guld, sort og rød, der påføres huden med vand. Ligesom de små tegninger, man fik når man åbnede et tyggegummi, dengang, man var barn. Det ser super cool ud, og de går af i vask. I modsætning til ægte tatoveringer.

Af med tøjet!

Er der noget, der er med til at få en kvindes selvsikkerhed, og indre dronning, frem, er det dét undertøj, hun går med. Der er ikke noget bedre end at se sig selv i spejlet, stå der med et matchende sæt frækt lingeri, og tænke: Wow! Hvor kom du fra, og skal du med mig hjem?! Og tænker hun sådan om sig selv, er der en god chance for, at hendes udkårne tænker ligesådan.

Sommerens trend er, igen, gennemsigtige blonder, i alle farver, og hvad end, man er størst tilhænger af g-strenge, hipsters, en mellemting af de to, eller mormortrusser, så fungerer det altså. Her er tricket dog at vælge undertøj, der passer til og fremhæver ens attributter. Så ja! Selv mormortrusser kan være sexede, hvis man vælger de rigtige!

Det er jo snart sommer, så man kommer uundgåeligt til det punkt, hvor man skal vælge mellem en bikini eller badedragt, og her skal det lige siges, at blonder og gennemsigtighed, selvfølgelig til stadighed er utroligt flot, men en anelse ildeset på en badestrand eller i en svømmehal.

Sommerens nyeste tendens er en masse stropper og snører, der kører på kryds og tværs, og det ser virkelig fedt ud, hvis man har kroppen til det! Men, hvis man, som jeg, er en lidt større madamme, så fungerer det altså ikke helt at tage på stranden, som en snøret rullepølse. For ikke at tænke på de kommende tanlines. Der er ingen, der har lyst til at ligne en fejlmalet zebra, når de tager tøjet af, så for mig fungerer det super godt med en farverig bikini, eller badedragt og så med en, eksempelvis gennemsigtig, tunika, let cardigan eller sjal, som man kan vikle rundt om sig. Disse er dog ikke beregnet til at bade i, men det fungerer rigtig fint, hvis man skal give den som strandsild!

En kvinde kan gøre alt – med de rigtige sko

Det er så sandt, som det er sagt. Heldigvis for os, findes der jo oceaner af variationer og valgmuligheder, for at finde de perfekte sko til enhver lejlighed! Der findes næsten ikke noget bedre, end at have lagt en flot make-up, sat hår, fedt tøj og så til sidst fuldføre sit mesterværk ved at tage et par tillokkende, høje hæle eller cool sneakers på.

Sommerens trends byder på et massivt udvalg af ballerinaer, gladiatorsandaler, sneakers og høje hæle i alle afskygninger. Her er det også farverne, der spiller en vigtig rolle, og et godt tip er, enten at gå neutralt og vælg en sort sko, eller vælg skoens farve ud fra, hvad man har valgt at tage på af tøj. Et gennemgående tema for de flade sko er det lidt rockede look med en masse snører, glitter og/eller nitter, og gerne i læder eller lidt råt stof. Vælger man en sko, der er lidt mere farverig er det populært, at den er i lak eller plastiklook, hvilket er en rigtig fed detalje – specielt, hvis ens tøj ikke er så farverigt.

I de høje hæles afdeling, er et kæmpe hot hit lige for tiden kilehæle, hvilket også er en personlig favorit! Kilehæle er utroligt behagelige at gå i, da de har en flad bund, og samtidigt giver illusionen af et par flotte, lange stænger, når man har dem på. Er man ikke videre erfaren med at gå i høje hæle, så er kilehæle et rigtig godt sted at starte med at lære det, i og med, at oddsene for, at man falder på bagen, ikke er særlig høje. Desuden er der ikke meget, der er mere u-charmerende, end en kvinde, der vralter. Så er det bedre lige at øve sig en smule derhjemme først, inden man går ud og viser sin lækkerhed til verden.

Er man dog mere til pumps eller stiletter, så er en god grundregel, og heldigvis en af sommerens trends, at starte ud med blok-hæl, der er en lidt bredere hæl end gennemsnittet. Dertil er det også på mode, at skoen har en strap over anklen, hvilket gør, at skoen også sidder bedre fast på foden, så man rigtig kan slå sig løs. Sådanne hæle er også langt mere behagelige at gå på, og hvis man er nybegynder er dette en stor fordel, kontra de sylespidse stilethæle, man normalvis ser på catwalken og dansegulvet.